Skip to content

Hvad er meningen med dette liv?

Du er en Sjæl, der ud fra mange motiver ønsker at forstå om dig selv. Mange ting skal gøres, og regnskabet skal opgøres for dette og andre livs erfaringer. Det er den frie vilje, som vil blive benyttet, på de afgørende punkter er alt lagt i dine egne hænder, når du står over for en afgørelse.

Du tænker over de ting, der er omkring dig, men lukker af for mange og dybere ting, der handler om åndelig forståelse. Du ønsker ikke at forstå, den frygt der er til stede ubevidst. Dette er din røde tråd, at turde gennemføre de beslutninger du træffer i din tankeverden.

Det er vigtigt at kunne leve med det, der er dine dybeste sandheder og ikke skjule dine meninger, men komme frem med dem i Lyset, så de kan blive set. Du skal tage ansvaret for de tanker og de handlinger, der fødes i dig.

Du er også et menneske med modsætningsforhold i dit følelsesliv, hvor du skjuler dig bag en maske og ikke tør afsløre de dybeste og inderste tanker.

Du mangler troen på dit eget værd som et åndeligt væsen.

Du vil finde, at sandheder findes overalt og kommer fra dem, du møder men ikke kender.

KAN DU FORTÆLLE MIG NOGET OM MIT TIDLIGERE LIV?

Dine tidligere liv er, hvad du er i dag, dette er skabt igennem hårde erfaringer. Du skal forstå hvad du er, når du lever som fysisk menneske og er et fysisk væsen, dette er livets skole.

Du har lært og høstet fra mange tidligere liv.

Du spørger uden tanker og uden motiver om tidligere liv, kære Menneskebarn du kender mange sandheder, dine følelser vil bringe dig til et punkt, hvor den fysiske tilstand vil blive uudholdelig og hvor din fysiske hjerne ikke ville kunne håndterer disse oplysninger.

Vi kan fortælle dig om det liv, hvor du høstede erfaringer, hvor du led nederlag efter nederlag, når du prøvede med egoisme, eller du med uselvisk kærlighed prøvede at høste mange og dyrebare erfaringer.

Det liv du lever er altid det vigtigste, det er det liv, hvor du står og skal vælge en retning, og hvor din skelneevne er på konstant prøve. Det liv er det, der vil give dig den forståelse, hvor du vil videreføre den samlede sum, fra alle liv og danne din næste inkarnation.

Kære Menneskebarn du har levet liv, hvor du som en fattig tigger kendte og forstod menneskets grusomhed, dette er en del af dine dyrekøbte erfaringer, du ønsker ikke bevidst at skade andre.

I dig findes der mange modstridende følelser for mennesker omkring dig, dette er fra de liv hvor du blev svigtet og ikke helt kunne tro på mennesker. Det er en del af den angst du føler i dit inderste væsen.

At miste og ikke kunne fastholde hvad du tror, er for evigt, der er mange erfaringer der skal høstes.

Du skal møde mange mennesker og du må forstå, at intet tilhører nogen, alt er givet til dig og er en del af karmalovens vanskelige uforståelige mønster.

Du har levet mange liv, hvor du har været ved magten og nydt at kunne skabe og fremstille, hvad der for dig var disse livs sandheder.

I dette liv, hvor materialismen er en del af dine mange handlinger, vil du mødes med dem, der vil gøre det dybeste indtryk på dig, som vil skabe tankebaner og lede dig ind på det, der i dag for dig er uklart.

Ud af de mange liv, er det liv du lever, det der vil skabe din Sjælelige fremtid.

HAR JEG OG MIN PIGE KENDT HINANDEN FØR?

I er to Sjæle, der har vandret af de samme veje. I er åndsbeslægtede hvor I begge ønskede at finde den indre fred, og hvor de sidste rester af disse erindringer er tilbage hos den kvinde du ønsker at dele dit liv med og give kærlighed.

Mange følelser er omkring jer, når I vandrer mod det samme mål og dog ønsker at gå forskellige veje.

Det er naturligt i udviklingen, at intet menneske kan leve andres karma, og ikke to mennesker kan gå de samme veje.

Kærligheden er det der driver og samler, kærligheden er også det der skiller.

I vil finde, at I ønsker at komme til det samme mål, men vil vælge mange forskellige veje og I vil føle ensomheden og længsel efter det ukendte. Dette er de første tegn på en stærk åndelig udvikling.

Når man ikke er tilfreds med det, den fysiske verden giver i overmål, men ønsker en dybere forståelse og klare sandheder om mange af de ting, der ikke kendes før de er erfaret og bliver en del af den nye visdom, da vil du søge indad.

HVORFOR BLIVER JEG SÅ AFHÆNGIG AF TING?

Din usikkerhed, dit til hørelsesforhold til din fysiske verden er en del af de erfaringer du høstede, da du blev forladt som et barn, der ikke fandt tryghed i det liv, hvor du var alene og kæmpede. Som barn måtte du selv lære, finde og udføre, hvad voksne skulle have vist dig. Du mangler den indre tryghed, og din personlighed finder den i materialisme.

Tro ikke, at det er negativt. Du skal lære, at blive fri for denne materialisme og det vil ske i dette liv.

Dine mange tanker i dette spørgsmål er det første tegn på en begyndende utilfredshed i dit indre.

Du skal forstå, at du har en krop, dette er ikke dig, du har tanker, og dette er ikke dig, din Sjæl er det, der overlever fra liv til liv på den lange rejse tilbage fra dit udgangspunkt.

Du vil også lære tålmodighed og forstå og tilgive dig selv, for de fejl og de mangler du har. Du vil vide, når du lytter til dit indre, at dette liv blot er et af mange, og at tid og rum er uden betydning.

Du må ikke opmåle din Sjæls udvikling i tid, dette er ikke relevant, når du tænker på den lange rejse tilbage til dit udgangspunkt.

HVORFOR ER JEG BLEVET TØMRER?

På grund af dine evner til at skabe og din lyst til at studere. Men at være i livet og naturen er en af de ting du ønsker stærkest, men også at skabe og frembringe hvad du ikke kan udtrykke med ord.

HVORFOR HAR JEG IKKE ET GODT FORHOLD TIL MINE FORÆLDRE?

Din udvikling er ikke den samme, du føler, at mennesker med en længere tid i denne inkarnation er dem der forstår mest, dette er ikke tilfældet. Du må forstå, at alle Sjæle inkarnerer og lever forskellige livstider.

Du er en af de Sjæle, der har inkarneret tidligere og længere, end dem der er dine forældre. Du har valgt disse forældre for mange af de ting de kan lære dig. Du føler en mangel på kommunikation imellem dem og dig. Det er dig, der er blevet forandret, du har brudt med den tid hvor din frie vilje var underlagt dem, og hvor dine handlinger var bestemt af disse mennesker.

Du må forstå, at de løser livets opgaver med de midler og den forståelser der er til deres rådighed, efter bedste evne.

Du skal se med kærlighed og forståelse på deres mangler. Dette er hvad du skal lære: At forstå, tilgive og ikke dømme. Dette er ord, der er vigtige at efterleve i din daglige færd.

At tilgive dem er at give dig selv fri og overføre energier på dine egne udviklinger.

Du vil også finde, når du tillader dem, at leve med de evner de har, at de kun har en ringe forståelse for dem, der tænker anderledes. Du må vide, at det vil være din pligt at hjælpe dem, når din forståelse og din bevidsthed er udvidet i en højere grad end disse sjæle.

Det er ikke givet, at forældre kan lære barnet. Dine dybe erfaringer vil langt overstige dem, der er kaldt unge sjæle i forhold til dig, der har inkarneret og levet de mange liv.

ER DER NOGET BESTEMT, JEG SKAL UDFØRE I DETTE LIV?

Kære Menneskebarn, du er i gang med at udføre den første del af dit liv, hvor du i din unge alder stiller mange dybe spørgsmål om formålet med livet.

I din tankeverden skal du skabe din fremtid, du skal studere og forstå, hvad det er som giver genklang i dig. Når du studerer bøger om disse emner, vil du kunne genkende mange af de tanker, der er i de gamle skrifter.

Du skal forstå, at ansvaret for dine handlinger ikke kun er i fysiske handlinger, men også i din tankeverden.

At forstå til bunds, at energier er levende væsner. Der frembringes tanker som påvirker positivt og negativt det samlede univers.

Du skal også forstå, at du på alle måder påvirker en del af det samlet Kosmos med dine tanker og dine handlinger. Du er en del af den samlede menneskehed, ikke en isoleret enhed.

Dit ansvar er for den samlede menneskehed, og at give uselvisk kærlighed også til dem, du ikke kender, og dem du møder på gaden.

Du vil modtage, når du giver mere, end du forventer at få tilbage.

HAR JEG REJST MEGET I MIT TIDLIGERE LIV?

Du er en Sjæl, der har været en borger, som har tilhørt bestemte lande og menneskeracer. Du vil vide, at når du studerer fremmedartede folkeslag og kulturer, vil du kunne genkende og forstå, uden at have oplevet og kendt til disse ting i dette liv.

Du har rejst som en pilgrim, du har rejst som en Sjæl, der søgte den indre fred.

I dette liv er du virksom med dine hænder, dette vil også forandre sig, du vil gå tilbage og give dig i kast med den dybeste åndelighed og for mange omkring dig, uforståelige videnskaber.

LIVETS HÅRDE SKOLE

Mennesker der er unge og uprøvede, skal afprøves i livets hårde skole. I skal vide, at når I ser tilbage på dette liv, vil I finde mange situationer, hvor I nægtede at give den hjælp som var en del af jeres udvikling, som at give kærlighed til andre, hvor I nægtede eller overså disse muligheder. Dette er, hvad I skal lære: At give mere end I modtager og ikke forvente noget tilbage.

Dette er, for mange mennesker i den Vestlige verden, en vanskelig tanke at danne og føre ud i det virkelige liv.

Vi ønsker jer dyb kærlighed og forståelse på jeres vej mod det mål. Jeres indre stemme ønsker at blive den, der hjælper og viser jer vejen, det er med kærlighed, at I skal leve dette liv.


 

Back To Top